Bilal er kærligt husket af alle verdenens muslimer, som en af de tidligste fremragende afrikanske muslimer.

Han blev født i en by, et bjergrigt sted i Vestarabien. Bilals fader blev kaldt Rebah, og hans moder var kendt som Hamama . De ankom til Arabien, som slaver fra Etiopien. Faderen og hans moder var Umayya bin Khalafs slaver, en rig mand fra Quraish–stammen. Bilal blev derfor født ind i slaveri og tjente som husholder. Hans herre Umayya biin Khalaf var ikke muslim.
Da Bilal var omkring de 40 år, var det på det tidspunkt, profeten Muhammed begyndte at undervise den nye religion islam. Bilal blev tiltrukket af profeten Muhammeds lære, og han accepterede religionen islam og blev muslim.

Når Umayya bin Khalaf og hans familie tog af sted for at tilbede afguderne, ville Bilal bede til Allah, som han blev undervist i islam.

I islams tiidlige dage brød Quraish–stammen, som var stærke og mange, og som levede i og omkring Mekka, sig ikke om islam.

De brød sig heller ikke om profeten Muhammed og hans nye lære. Hvilken som helst person, der accepterede den nye religion, ville de undertrykke og plage.

En dag fandt Umayya bin Khalaf ud af Bilals hemmelige bøn. Han kaldte på Bilal og spurgte: ”O Bilal, tilbeder du og bøjer dig for Muhammeds Gud?”

Bilal var ikke bange. Han svarede: ”Ja herre, jeg tilbeder Allah, Den Eneste Gud”

Svaret gjorde Umayya utrolig vred. Han begyndte at torturere Bilal. Han blev bundet med reb og tvunget til at ligge i det brændende varme ørkensand ved eftermiddagen. Han blev da krævet at glemme Guden af islam og tilbede de "fremragende" afguder kendt som Lat og Uuzza. Men Bilal var stærk i hans nye overbevisning. Han nægtede at tilbede afguder og blev ved med at himmelråbe ”Ahad-Ahad” betydende ”En Gud, En Gud.” Torturen fortsatte og blev forøget. Varmt jern blev stemplet på hans forpinte krop. Dog ville Bilal ikke opgive.

På en varm dag lå Bilal på det brændende varme sand, bundet til jorden. En meget tung sten blev placeret over hans bryst. Bilal kunne ikke længere holde varmen og den tunge vægt ud. Han var også blevet svag. I denne tilstand var selv vand nægtet ham. Han lå og mistede sin bevidsthed. Som dagen nærmede sig sin ende, og det blev køligere, genvandt han sin bevidsthed. Han opdagede at den tunge sten ikke længere var på hans bryst. Han undrede sig over, hvem der var kommet for at befri ham for sin smerte. Hans tunge øjne åbnedes for at se det bredt smilende ansigt af profeten Muhammed.

Profeten Muhammed havde hørt om og set Bilal pines. Det smertede ham yderst, at en sandfærdig troende skulle lide på sådan en måde. Han følte også medlidenhed med den stakkels mand. Han bad Abu Bakr at købe Bilal fra Umayya og sætte ham fri. Dette blev gjort. På lignende måde havde profeten frigjort mange andre slaver. Han insisterede, at slaver skulle behandles retfærdigt og godt. Ved sin egen adfærd satte han sådanne eksempler.

Da Bilal stod foran den hellige profet, lovpriste han ham i to poetiske verslinier på sit modersmål. Profeten bad Hassan bin Thabit om at oversætte det til arabisk. Han oversatte til følgende:
”Når man i verden beskriver dyder, er du nævnt som et forbillede af dyder i vores midte”

Blandt slaverne fra Afrika var Bilal den første, som accepterede islam. Han havde en stærk tro på Allah og betydelig kærlighed for profeten. Han havde en ren karakter. Hurtigt fortjente han stor respekt fra profeten og andre fremragende muslimer af den tid. Profeten kunne godt lide Bilals søde stemme og gjorde ham til den første muadh-dhin – den som kalder til bøn.

I løbet af sit liv forblev Bilal en tæt ven af profeten Muhammed og var med ham ved enhver begivenhed. Da profeten døde, var han meget bedrøvet. Derefter så han sørgende og meget højtidelig ud, hele sit liv. Han var taget til Medina, da profeten havde udvandret. Efter profetens død, følte han sig ikke lykkelig over at blive i Medina. Desværre fortsatte han ikke med at give "Adhan" og udvandrede til Damaskus, Syrien. Han døde 8-10 år efter. Hans grav findes stadig i den kendte muslimske gravplads i Damaskus. Folk besøger stadig hans grav for at vise deres respekt og hilse ham ^{Artiklens kilde: al-islam.org}.