Der er forbløffende paralleller mellem Salman al-Farsis (Salaman den Persiske) liv og tre betydelige profeter, nemlig Abraham, Josef søn af Jakob, og Muhammed al-Mustafa søn af Abdullah, må Allah velsigne dem alle.

Abraham trodsede sin fader, som var en afgudsdyrker; Salman trodsede sin fader som var ildtilbeder, og Muhammed al-Mustafa udfordrede Quraish af Mekka, som var polyteister. Grunden til denne udfordring af alle tre var det samme, nemlig deres tro på Enheden af deres Skaber. Deres rene tro som monoteister ville uundgåeligt skabe konflikter med polyteisterne.
Til alle tre beviste deres fødelande sig at være ugæstfrie pga. deres tro, og alle tre blev derfor nødt til at forsage dem. Abraham udvandrede fra Irak til Kan’aan (Palæstina) og til Mekka; Salman udvandrede fra Persien til Syrien og til Yathrib, og Muhammed udvandrede fra Mekka til Medina. Hver især fandt sin skæbne i adoptionslandet.

Salman ankom til Yathrib mange år før ankomsten af Muhammed til denne by. For alle de år var han plaget, pint og overarbejdet af en ubarmhjertig, hensynsløs og sadistisk herre, og han kendte ikke en dag til fred.

I løbet af 10 år før sin udvandring til Yathrib, var Muhammed al-Mustafa også genstand for plage og forfølgelse i Mekka af de hedenske, også han kendte ikke til en dag til fred.

Således den tidsperiode, forfølgelsesperioden af Muhammed al-Mustafa af Quraish, faldt sammen med forfølgelsen af Salman af en jøde. De var begge forfulgt på samme tid.


Både Josef, Allahs Apostel fred være med ham, og Salman må Allah være tilfreds med ham var solgt ind i slaveri. Slaveri var en yderst smertefuld oplevelse for dem; stadigvæk vidste de, at Allah var med dem. De stolede på Allah fuldstændigt for deres sikkerhed, og de tillod rækkefølgen af begivenheder at udfolde sig, i henhold til Hans fremragende bestemmelse. Og de lod ikke deres modgang og personlige sorg udslette deres bevidsthed om Allahs magt over deres skæbne på noget som helst tidspunkt.

Josef og Salmans tro triumferede over modgang. Der var mange mørke øjeblikke, i hvilke de følte sig absolut forladt, men disse øjeblikke falmede, og de genvandt deres sindsstemning og håb. Hvordan kunne de være forladt, når Allahs barmhjertighed var deres bestandige ledsager, indså de.

En tid kom, hvor de fandt deres frihed – Josef fra fængsel og Salman fra slaveri. Hver enkelt af dem fandt også nogle andre "skatter". Josef fandt profetien og høj rang i regeringen af Egypten. Han brugte sin nye autoritet i tjenesten af de nødlidende og hårdtarbejdende masser af mennesker i Egypten. Salman fandt Muhammed og islam – den største af alle skatter, som enhver dødelig nogensinde kunne håbe eller ønske at finde.

Salman minder også om en anden koranisk figur – Luqman. Luqman var den betydelige vismand af fortidsminder. Det 31. kapitel i koranen er opkaldt efter ham. Han er kendt i den muslimske verden for sin hjemmespændte visdom.
I hans hverdagsliv, på et tidspunkt, var Luqman slave og håndværker. Det samme var Salman. Luqman overkom fristelsen ved at blive rig og magtfuld, selvom han havde muligheden for at blive begge. Han nægtede verdslig magt og et kongerige, da de blev tilbudt ham.
Salman kunne også være blevet rig og magtfuld, men han beherskede fristelsen og nægtede rigdom og magt.

Både Luqman og Salman valgte til dem selv et liv af enkelthed og afholdenhed, men de var ikke askeser. De var puritanske uden nogensinde at være pralende. Grundtonen af deres liv var frivillig, enfoldighed og frihed fra hengivenhed.

Ifølge Luqman, ser menneskelig visdom til Allah i sand tilbedelse, søgende vejledningens lys; og forædler enhver handling af livet med sand venlighed til ens medmennesker. Visdom som forklaret af ham, er sand tjeneste til Allah, og består i mådehold i alle ting.

Til Luqman, som til Salman, var sand menneskelig visdom en del af den Guddommelige visdom, og de to kunne ikke adskilles. Begyndelsen og slutningen af al visdom, troede de, var i overensstemmelse med Allahs vilje.

Luqman og Salman havde det samme livssyn. Dette gjorde dem til filosofiske allierede af hinanden, selvom de levede langt fra hinanden – hundrede af år og uhyre udstrækning af afstand i land.

Må Allah være tilfreds med Hans slave, Salman, som var udrustet med mange karakteristika af profeterne og visheden, men vis største stolthed var i at være en "ummatti" og tjener af Muhammed al-Mustafa, Allahs budbringer må Allah velsigne ham og hans husstand (Ahl Al-Bayt) ^{Oversat fra Salman al-Farsi (Salman the Persian), Friend of the Prophet Muhammad (pbuh&hf) Af: Sayed A. A. Razwy.
Artiklens kilde: al-islam.org}.