Increase font size Decrease font size Default font size Skip to content
Den syvende nat Udskriv Email

Al-Abbas, Imam Husseins (fvmh) bror

Efter at Husseins (fvmh) trofaste bror, Abbas, havde været vidne til det stigende dødstal blandt sin familiemedlemmer, henvendte han sig til sine tre brødre, Jafar, Uthman og Abdullah og mindede dem om deres løfte til Ummul Banin, deres gudfrygtige moder. Hun havde før afrejsen fra Medina samlet sine sønner og med tåresprængte øjne fortalt, at hvis Hussein (fvmh), hans søstre eller børn blev såret imens hendes sønner stadig åndede, ville hun aldrig tilgive dem. De fire sønner havde med al trofasthed aflagt løfte om, at de til enhver tid ville lade deres liv for deres Imam og hans nærmeste.

Abbas’ brødre drog i slagmarken for at kæmpe for retfærdigheden. Efter at have kæmpet en brav kamp måtte de på brutal vis aflægge deres liv. Fanebæreren, Abbas, var vidne til disse drab på sine brødre. Han følte nu, som aldrig før, inderlig trang til at hævne disse hykleriske uretfærdigheder. Han henvendte sig til Imamen og insisterede stærkt på at møde fjenden. I samme øjeblik kom hans lille niece, Sakina, udfra en af teltene og bad sin trofaste onkel om blot en smule vand. Lejren var fuld af sorg og barnegråd af årsag til den enorme tørst, der herskede, efter tre hele døgn uden hverken vådt eller tørt. Sakina stod Abbas’ hjerte utrolig nært. Han nærede ikke at svigte hende.

Efter, at have fået tilladelse fra Imam Hussein (fvmh), drog han mod Eufrat velvidende om, at han ville møde enorm modstand. Ganske rigtigt, blev han omringet af mere end 4000 soldater, men uden en anelse af frygt i hjertet. Da soldaterne så, hvilken modighed og styrke han besad, hvilke fik fjenderne til at falde, flygtede resten med hastig fart af frygt for Alis søn, og han fik derfor hurtigt kæmpet sig frem til floden.

Da han nåede floden, tog han en håndfuld af dens kolde vand for at drikke. I samme øjeblik kom han i tanke om sin bror Husseins (fvmh) tørst og Sakinas hæse barnerøst.
O du vand fra Eufrat, du skal ikke lade mine læber ramme, førend min Imam og hans nærmeste har slukket deres tørst.
Han fyldte sin vandbeholder og begyndte udmattet at ride tilbage mod lejren. Det regnede med pile fra fjendens hær, der ihærdigt prøvede at svække ham og hindre vandet i at nå Imamens lejr. I kamp huggede en soldat Abbas’ højre arm af, men det forhindrede ham ikke i beslutsomt at ride videre. En anden kriger stod på lur bag et træ og sprang, da Abbas kom ridende forbi, frem og huggede også hans venstre arm af. Han holdte nu vandbeholderen med tænderne og kæmpede som aldrig før med hans ben.

Da tropperne så, hvor svækket han var, samlede de mod og omringede ham med et hav af pile. En af pilene ramte vandbeholderen og al vandet flød ud i ørkenens sand. Derefter blev en pil sendt i brystet på ham, og en tredje mand angreb bagfra med en enorm søjle og slog ham i hovedet med den, således at han faldt af hesten råbende:
Må fred være med dig, O min bror fader af Abdullah!
Hussein rasede ridende til sin brors forblødende, ugenkendelige krop, da han hørte Abbas’ kald. To afhuggede arme, et flækket hoved og et blødende ansigt, var hvad hans syn mødte. Hussein (fvmh) spurgte i gråd, om han på nogen mulig måde kunne gøre noget for ham. Abbas fremstammede lidende:
Bær ikke mit lig tilbage til lejren. Sakina må ikke se mig på denne måde.
Hussein (fvmh) tog sin bror i armene og kyssede hans pande. Netop i det øjeblik tog Hadhrat Abbas sit sidste åndedrag.
 
Copyright © 2005 - 2012 Foreningen Salam. Designed by JoomlArt.com Siden ses bedst i FireFox! Our site is valid CSS Our site is valid XHTML 1.0 Transitional