| Den niende nat |
|
|
Ali Al-Akbar, Imam Husseins (fvmh) sønImam Hussein (fvmh) og sin yndefulde søn Ali al-Akbar, var nu tilbage til at kæmpe for retfærdighedens lejr. Eftersom den modige søn endnu var ung, gjorde det særligt ondt på kvinderne, da han bad Imamen (fvmh) om forlov til at lade sit liv i kampen for Allahs (swt) sag og derfor gik til deres telte for at tage afsked. Fra Ashuraadagens morgenstund havde den unge Ali Al-Akbar kostet mange tårer og højlydt gråd, eftersom de ved hans smukke adhaan ved morgenbønnen, var bevidste om, at de for sidste gang skulle lægge ører til en stemme så lig Profetens.Da han havde taget afsked med sin fader, begyndte han at drage af sted mod slagmarken. Han hørte straks nogle skridt bag sig, og vendte sig. Imamen (fvmh) løb med hastige skridt efter sin unge søn. O Fader, vi har sagt farvel, hvad er du i færd med? Hussein (fvmh) svarede: Min søn, havde du været fader til en søn som dig, ville du sandelig forstå! De lavede sammen en inderlig duaa til deres Herre, og skiltes derefter.Ali al-Akbar kæmpede en brav kamp. Ingen soldater turde at nærme sig ham, efter at have været vidne til den unge mands mod, imod mange af de mest krigsdygtige i hæren. Omar ibn Saad, beordrede nu dem alle til at angribe for at gøre det af med Akbar, således at Husseins (fvmh) svækkelse endnu blev øget. Efter lang, hård kamp faldt klamrede den unge Ali al-Akbar til sin hest, efter at en kriger havde dolket ham med et spyd bagfra, mens en anden flækkede hans yndefulde hoved. Han gled langsomt ned af hesten og råbte: Må fred være med dig O fader af Abdullah! Imam Hussein (fvmh) skyndte sig hen til den lidende, unge søn og tog ham i sine arme. Akbar prøvede at omfavne ham, blot med venstre arm. Hussein (fvmh) undrede sig over dette og kiggede ved sønnens højre skulder. Spydbladet var gået direkte igennem den unge krop! Imamen rev i højlydt gråd bladet ud, og Ali tog nu sin sidste vejrtrækning. |