Kopi af et foredrag fremlagt ved den første årlige nordamerikanske konference ved Ahlul-bayt mødet, 12.-13. oktober 1993, Toronto, Canada.
Foredraget blev holdt af Sayyed Mohammad Rizvi.

Min tale om ”Uddannelse af Shia i Nordamerika: Et generelt syn og forslag” er delt i 4 dele:
1. Vigtigheden af viden og uddannelse i islam.
2. Typer af uddannelse.
3. Grundlæggende uddannelse.
4. Avanceret uddannelse.

[Denne oversættelse medtager kun de første to dele. For at læse hele foredraget henvendes man til den oprindelige tekst]^{Artiklens kilde: jaffari.org}

Vigtigheden af uddannelse

I et samfund hvor religion og viden i almindelighed, og videnskab i særdeleshed ikke går hånd i hånd, er det nødvendigt kort at beskrive positionen af islam versus videnskab.
Islam i teori og praksis har altid fremmet videnskab:

• Viden er et mærke, der karakteriserer mennesker som værende over englene:
  Han lærte Adam alle navnene. [2:31]
• Koranens første vers begyndte med ordet ”læs”:
  Læs I navnet af din here som skabte;(Han) skabte mennesket fra en blodmasse. Læst i navnet af din gode Herre som underviste med pennen. (Han) lærte mennesket hvad det ikke vidste.
• I koranen står:
  Er dem som har viden lig med dem som ikke har viden?!

Islams profet (fvmh) har også understreget vigtigheden af at søge viden på forskellige måder:

• Tid:
  Søg viden fra vuggen til graven.
• Sted:
  Søg viden selv hvis det er (så langt som) i Kina.
• Køn:
  At søge viden er en pligt for hver muslim.
• Kilde:
  Visdom er den troendes tabte ejendom, han skal tage det, selv hvis det falder i munden på en, der tilbeder flere guder [Arabisk: mushrik].

Profeten talte ikke kun om vigtigheden af viden, han gav også eksempler på, hvordan man kunne fremme viden. I den allerførste kamp mellem muslimerne og de ikke-troende fra Mekka, kendt som Badr krigen, opnåede muslimerne sejr og tog 70 af de ikke-troende som krigsfangere. Et af kriterierne for at løslade en fange var, at dem som var boglige blandt fangerne kunne gå fri, hvis de kunne lære 10 muslimske børn at læse og skrive.

Hvilken type viden?

Viden i islam er normalt delt i to brede kategorier: der er et berømt udsagn, der siger: “Viden er af to slags: viden omkring religion og viden omkring det materielle.” [Arabisk: al ilm ilman ilmu l’adyan wa ilmul ’abdan].
Hvad der blevet nævnt ovenover vedrørende vigtigheden af viden refererer til begge former for viden, den religiøse som den verdslige. Koranen har desuden specifikt talt om videnskab:

Tilbagegangen for muslimerne i de sidste få århundrede, hvad angår uddannelse, skyldtes følgende:

1. Muslimerne mistede deres lederskab i de fysiske videnskabs- og teknologidomæne pga. arrogance, som førte til stagnation.
2. 2. Invasionen af mongolerne, som var barbarer, og som ikke satte pris på værdien af videnskab; de brændte nogle af de mest prestigerige biblioteker ned i Bagdad.
3. 3. I det 19. århundrede da muslimerne prøvede at forny uddannelses- samt vidensprocessen i deres samfund, adopterede de naivt det vestlige verdslige system, som havde skilt den religiøse viden fuldstændig fra den verdslige viden.
   (Eksempel på dette er den tyrkiske reform i det sidste århundrede samt egyptiske intellektuelle i det tidlige 20. århundrede, særligt nævnes doktor Taha Husayn i sin Mustaqbilu ’th-thagafah fi Misr. Vi kan også nævne sir Syed Ahmad Khan fra Indien).

Den muslimske verden lider stadig af adskillelsen mellem den religiøse og den verdslige videnskab.
Problemet går tilbage til grundlæggende forskelle mellem de muslimske og kristnes syns på viden.
I kristendommen beretter biblen menneskets fald til stjålen af frugten fra kundskabenstræ, hvor i islam beskriver koranen viden som grundlag for, at mennesket fik præferencer overfor englene.
Også historisk set er den kristne kirke fuld af historier om inkvisitorer, som censurerede videnskabens arbejde og torturerede videnskabsfolkene, hvis deres syn ikke var forenelig med det, som biblen sagde. I muslimsk historie kan ingen institutionel censur eller undertrykkelse af videnskabsmænd findes.
I den muslimske verden finder man den harmoniske kombination af de to typer videnskab. Fx i personen Ibn Sina havde man en, som havde skrevet "Al Isharat" om filosofi og metafysik og også "al-qanun fi’t Tibb" om medicin, en bog hvis latinske oversættelse blev brugt som en tekst i de vestlige universiteter til for to århundrede siden.

Adskillelsen mellem den religiøse og den verdslige videnskab er rødderne til alle problemerne på uddannelsesområdet for muslimer på verdensplan. Den største udfordring for muslimer i det 21. århundrede er at bringe de to videnskaber sammen, den religiøse og den verdslige, på en måde, hvor viden bringer folk tættere på Gud og giver mening til dette liv på denne jord. Dette er ikke umuligt, for historisk set har muslimerne gjort det i fortiden. Lige fra dagene med imam Muhammad al-Baqir (fvmh) til faldet af det muslimske styre. Vi havde imam Muhammad al-Baqir som lærte teologi til Hisham bin Hakam, hadith til Zurarah bin A’yan, og videnskab til Jabir bin Hayyan.
I vores imamer ser vi eksempler på en enkelt kilde for religiøs så vel som verdslig videnskab.

Den vestlige videnskab er baseret på eksperimentelle metoder. Lad mig lige citere noget om muslimers alkymi fra Will Durants Story of civilization.
Muslimer ”udviklede eksperimentelle metoder, hvilket er den moderne tankegangs største stolthed og værktøj. Da Roger Bacon proklamerede denne metode til Europa, femhundrede år efter Jabir bin Hayyan, vedkendte han sin oplysning til Spaniens Moors, hvis lys var kommet fra den muslimske øst” ^{Vol. om religion, side 249.{}}