Den største forskel mellem Ahlulbayt^{Arabisk betegnelse for profetens hustandsfolk. Ahlulbayt skoleretningen er bedre kendt som shia-islam/shiisme} skoleretningen og de øvrige islamiske skoleretninger findes omkring sagen om imamah, eller den tidligst efterfølgende lederskab efter profeten Muhammed (sa)^{Arabisk forkortelse for 'Må Allah velsigne ham og hans hustandsfolk'}. Ahlulbayt skoleretningen fastslår, at embedet af imamah er guddommeligt valgt – det vil sige at imamen eller kaliffen skal være udpeget og udnævnt direkte af Allah, fordi denne post vægtes med samme vigtighed af den holdt af en profet. Vi mennesker er derfor påbudt af Allah (swt)^{Arabiske forkortelse af 'Den Lovpriste og Ophøjede'} at følge visse specifikke efterfølgere (imamer) til den hellige profet (sa).

Andre skoleretninger påstår derimod, at imamah bliver fastslået via shura (valg), og at denne metode var brugt til at fastslå efterfølgerne til den hellige profet Muhammed (sa). Men ifølge shia skoleretningen blev dette shura-koncept aldrig udført fuldt ud.

Ibn Qutaybah hævder, at den første kalif var rent faktisk blevet nomineret af hovedsageligt to personer^{Al-Imamah wal-Siyasah, ibn Qutaybah, 1:6}; Ibn Kathir fortæller også, at han havde indsnævret kandidaturen til kalifatet til 'Umar ibn al-Khattab og Abu 'Ubaydah ibn al-Jarrah – begge afslog dette og de nominerede ham. Denne nominering blev støttet af Ma'adh, 'Usayd, Bashir, og Zayd ibn Thabit ^{Al-Sira al-Nabawiyyah, ibn Kathir, 2:494}. Tabari beretter, at Ansar’ne^{Arabisk betegnelse for de, som støttede profeten (sa) efter hans flugt (hejra) fra Mekka} nægtede at give troskab til hans alliance i al-Saqifah (stedet hvor sagen om den hellige profets efterfølger blev diskuteret), og de erklærede, at de kun vil give troskab til ‘Ali ^{Tarikh al-Tabari, 2:443}.
Det er blevet noteret ned, at den første kalif i sin tiltrædelsestale sagde:
”Åh folk! Jeg er blevet udnævnt til at lede jer, og jeg er ikke den bedste i blandt jer” ^{Tarikh al-Khulafa', al-Suyuti, s. 69}.

Historikeren ibn Abi al-Hadid al-Mutazili har noteret ned, at den anden kalif tilstod, at han havde været med til at iscenesætte al-Saqifah, da han senere erklærede, at hans troskab til den første kalif havde været en fejltagelse (faltah), men at Allah havde afledt katastrofen fra muslimerne ^{Sharh Nahj al-Balaghah, ibn Abi al-Hadid al-Mu'tazili, 2:29}.
Shura-konceptet blev heller ikke implementeret ved den anden kalifs påtagen af kalifatet, da den først kalif havde udnævnt ham, før han døde. Shura blev heller ikke implementeret ved den tredje kalifs påtagen af posten; han blev udvalgt nominelt af fem personer, men reelt kun én – nemlig den anden kalif. Den anden kalif udpegede også to guvernører, som skulle bibeholde deres poster efter hans død: Sa'd ibn Abi Waqqass og Abu Musa al-Ash'ari ^{Sharh Nahj al-Balaghah, ibn Abi al-Hadid al-Mu'tazili, 9:50}.

Koraniske beviser vedrørende den guddomelige ordination af imamen

Utallige vers i den Hellige Koran referer til det faktum, at gennem hele historien Allah alene har haft retten til at udpege en imam eller kalifa for menneskeheden:Da din Herre sagde til englene: jeg vil sætte en efterfølger på jorden! sagde de: vil Du sætte nogen dér, som skaber fordærv på den og udgyder blod, når det dog er os, der lovsynger Dig og priser Dig hellig? Han sagde: Jeg ved, hvad I ikke ved! [2:30] Disse vers tydeliggør, at ikke alle kan påtage sig rollen af lederskab eller imamah; den eneste, der må påtage sig rollen, er den, som Allah har prøvet og har fuldført og bestået Allahs prøve. Den hellige koran – især i [2:124] – understreger klart, at dem der fejler (dhalimeen) ikke må påtage sig rollen af at lede de troende. Men har man gennem den islamiske historie set, at denne befaling er blevet udført? Hvordan kan det være, at mange kaliffer og sultaner gennem Ummayad og Abbaside perioderne var korrupte, ikke praktiserede islam ordentligt, og stadig var lederne af den muslimske nation? Kalifat eller imamah, hvor end det er nævnt i den hellige koran, har altid været en attribut forekommet Allah alene. Kalifat, i Ahlulbayt skoleretningen, omhandler ikke kun verdslig magt og politisk autoritet over folket, men vigtigere end det. Det indikerer autoriteten for at udføre dette. Denne autoritet skal være givet fra Allah, siden Allah påtager attributterne af stat og dom til Sig selv.

Syv kategorier af vers i den hellige koran drager de forskellige aspekter af stats-anliggender til Allah:

Versene om Kongeriget

Versene om Styre

Versene om Kommando

Versene om Formynderskab

Kommentatorer er enstemmigt nået til enighed om at, dette vers henviser til imam Ali ibn Abi Talib (as)^{Arabisk forkortelse af 'Fred være med ham'}, som gav sin ring til en tigger, mens han var i en ”bøjet” (ruku´) stilling i sin bøn.

Versene om at Følge

Verset om at vælge

Verset om Dom

Disse eksempler fra den hellige koran viser de karakteristika af et styre, som er forbeholdt Allah den Almægtige. Det tit brugte udtryk "a la lahu al-'amr wal-hukm" (”er ikke Ordren og Dommen Hans”) illustrerer også denne pointe. Allahs vigtigste karakteristika af lederskab er formynderskabet og kommandoen, og Han uddeler dyder, til hvem som helst Han vil. En kendsgerning ved kalifatet er, at kaliffen gives priveligiet af at være formynderen over folket, og forpligter dem i at adlyde ham. Siden den absolutte lydighed og underkastelse forbeholdes til Allah alene, så kun Allah den Almægtige har retten til at overføre denne magt og autoritet, til hvem end Han vil.

Allah (swt) siger: Men hvis en person påtager sig lederskabet og bliver kalif eller imam ved brug af magt og intimidering, så vil han ikke nødvendigvis berettiges til at være en legitim muslimsk leder. Logikken dikterer, at imamen eller kaliffen, som efterfølger profeten (sa), skal være udpeget af Allah (swt). Ikke alle kan blive kalif efter den hellige profet (sa), fordi Allah (swt) sætter vedkommendes lydighed på samme niveau som Hans egen og Hans Sendebuds. Islamisk historie beviser, at der har været korrupte folk som fik optaget embedet som ledere og kaliffer under Umayyid og Abbasid dynastierne – ville dette vers om lydighed være gældende om disse folk? Skal de troende muslimer blindt følge disse ledere? Ville Allah (swt) befale muslimerne at følge en korrupt leder, og en undertrykker?

I nogle hadith bøger kan man finde retfærdiggørelser for, at sådanne ledere burde lede, og en befaling til alle muslimerne om at adlyde dem. Bukhari beretter om den hellige profet (sa): Sådanne hadith er ikke i overensstemmelse med den hellige koran, som siger: Den hellige koran understreger tydeligt, at de troende hverken må støtte eller ”hælde” til en undertrykker på nogen som helst plan. Man kan på ingen måde retfærdiggøre troskab til eller godkendelse af en undertrykker til at være kalif eller leder af den muslimske nation (ummah). Gør man det, vil det være i grov overtrædelse af de koraniske påbud.

Verset [4:59] befaler ikke kun, at de troende skal adlyde 'ul ul-'amr, de legitime formyndere (som er de ufejlbarlige imamer), men den understreger også deres ufejlbarlighed, siden ingen korrupt eller fejlende person kan blive udpeget af Allah til at udføre dette arbejde^{Artiklens kilde: al-islam.org}.