For disse som ikke er velbekendt med Imam Husseins (as) liv og død, er mindet om hans martyrium en emotionel begivenhed – et gråd for det hjerte som er tabt. Det er dette, men også meget mere.
Det er en tid, hvor islams fundamentale dogmer (de sandheder, som er essensen af koranen) er husket og gen-bekræftet.
Begivenhed i Karbala ses som et brændpunkt for primære koranske principper. Det er som om alle sandhedens stråler, der skinner ud fra koranen, bliver samlet og bragt ind til et skarpt og præcist fokus på et sted og et øjeblik i historien. Og budskabet er lavet så klart, at ingen kan betvivle det.
Koranen er en bog, som tilskynder mennesket til at udvide sit syn udover sine nærmeste omgivelser og over tidens smalle strimmels grænser, som han beboer. Den præsenterer et syn af en verden opbakket af en sandhed, et formål. Og som rytmerne og kadencerne, som manifesterer sig selv under dets recitation, præsenterer det historie som et meningsfuldt mønster udfoldende mod tidens baggrund.
Så koranen er meget mere end en serie bud, en liste af hvad der er halal og haram for menneskeheden. Den søger snarere roden bag menneskets tilstand og lægger frem et mønstre af liv, som vil tillade mennesket at bryde ud fra dets tilstand og opfylde hans potentiale.
For at gøre dette, søger det at udvikle en holdning inde i menneskets hjerte og sind.  Det er en holdning som skal blive en del af den menneskelige personlighed for virkelig at være effektiv.  Det er en tilstand i sindet, som er kendt som underkastelse eller islam.
Men det er en underkastelse, som vokser ud af en opmærksomhed, en forståelse og en anerkendelse af realiteten bag eksistensen, som koranen fremsætter.

Lydigheden til realiteten, som underligger alle skabninger, er ikke et passivt slaveri, men en aktiv bevægelse, en aldrig stoppende flytning af menneskets natur og vilje i retningen mod Gud. Den opstår ikke af en accept af tingenes nuværende tilstand, for dette ville være ”shirk” - en underkastelse til verden.
Nej, denne underkastelse er baseret på et fundament af disciplin og kamp og ledet af intelligens og viden, som skal gå udover det simple uddrag af fakta og observationer, hvis islam ikke skal blive væk i en sump af direktionsløse traditioner og fiqh.  Koranen er en nøgle til historiens levende puls, ikke blot en recitation af gamle fortællinger, og som sådan kræver det af mennesket en vital og energisk underkastelse.
Det er derfor koranen refererer til religion som en opstigning – en proces af at blive, mere end en tilstand af at være. Det er derfor den mest noble budbringer (fred være med ham) blev beordret af Gud til at rejse sig op og blive aktiv for menneskehedens skyld, da han fik at vide:
Derfor er bønnen i islam ikke en passiv meditation, men en proces fuld af bevægelse. Og til sidst, det er derfor jihad (stræben efter vejen til Gud) er en del af selve indholdet i islam som en dynamisk underkastelse, en fortsættende anstrengelse ført indtil … ”mennesket ’når sin originalitet og spirituelle højdepunkter’ – hvor hensigten er Gud og det fulde potentiale af mennesket. ”
Det siges om imamerne (fred være med dem alle), at deres værdi og høje position kom, fordi de havde opnået en forståelse af koranen i både dens indre og ydre dimensioner. De havde opnået spiritualitetens højdepunkt og accepterede det tunge ansvar, som Gud betroede til mennesket, da han skabte det som stedfortræder på jorden.
Således var det med imam Hussein (as).

Da imam Hussein bevægede sig mod Karbala, bar han på det ansvar, som hans islam (hans underkastelse) krævede. Hans rejse mod Karbala var en bevægelse mod Yazids styres usandheder.  Det var en bevægelse designet til at knuse korruptionens mønster, som havde manifesteret sig selv under islams banner. Og det var overladt til en mand og hans familie og en lille gruppe følger at opnå dette.
I en alder, hvor falskhed var en overlegenhed, Hussein kom frem som et vidne til sandheden.
Dette er betydningen af ordet ”shahid” eller ”martyr”. En ”shahid” er en, som er tilstedeværende som et vidne for sandheden mod falskheden. Han er en, som aktivt har båret sin underkastelse frem i livet og udført sin pligt selv gennem døden.
Ved at begå denne handling af absolut underkastelse til Gud, udtrykker han med sine handlinger islams rene essens. Ved hans død bringer han islams principper til live, og ved hans blod og renheden af hans offer, er alt som er falskt og smalt dømt og fordømt.
Så mindet om imam Hussein ibn Alis martyrium er mere end bare en tid for at græde over dem, som faldt i Karbala.
Det er en tid for gen-bekræftelse af sandheden, som rejste sig fra de faldnes blod.
Profeten Abraham (fred være med ham) siger i koranen:
Muslimer, som bærer Karbalas smertelige minde i deres hjerter, bekræfter denne holdning til underkastelse med hvert slag med hånden mod brystet og med hver repetition af Husseins navn^{Artiklens kilde:al-shia.com}.