Det er sikkert at Imam Hussein fred være med ham, ikke startede en revolution uden specifikke perspektiver og bestemte mål, for imamen ønskede ikke at dø for dødens skyld. Han var ej heller eventyrlysten, som ønskede at skabe kaos og forvirring i nationen, men en person med en sag og et budskab.

Hvad var hans sag? Og hvad var hans mål og budskab?

Imam Husseins revolution havde ikke kun til formål at ændre den daværende regimes siddende magt. For et regime – hvilket som helst regime – er ingen tilfældighed, men et produkt af bestemte forhold. Disse forhold er et resultat af en bestem kultur, som gennemsyrer nationen og kontrollerer dens gang.

Således kan vi ikke betragte Imamens revolution med det eneste formål; at vælte statsoverhovedet. Hvilket han heller ikke havde ytret. Målet var dog, foruden regimeskiftet, at foretage en ændring af menneskets indsigt, tanker og visioner, samt en udskiftning af de sociale relationer for derefter at ændre det siddende styre.

Imamens (fvmh) overbevisning om, at de eksisterende forhold var abnorme og havde behov for en radikal ændring i dets struktur, førte ham til revolution.
Vi kan opsummere revolutionens mål, som selvfølgelig er målene for islam i hver tid og sted, til følgende:

1. Oprettelse af en nation med et budskab, dvs. et folk, der bærer budskabet om troen på Allah og forpligtelsen til at følge Hans lovgivning, som dets udgangspunkt til handlingerne i livet.
2. Opbygning af et islamisk samfund, der tager islam som den eneste kilde til lovgivning med hensyn til dets relationer, regler og forfatninger, samt bygger alle dets holdninger i henhold til de generelle, islamiske regler.
3. Befrielse af de islamiske regler og fundamenter for forvrængning og forfalskning.

Eftersom dette ikke var muligt med det daværende styre, bar Imamen våbenet og begyndte at gøre oprør mod regimet.

Han førte ikke krig mod en bestemt person. Men bar sværdet for at modsvare et allerede eksisterende fjendskab, som var alsidig, skønt uretfærdigheden ved den styrende magt var det mest fremtrædende træk ved forholdenes abnormitet.

Imam Hussein kæmpede for at oprette retfærdighed, opnå frihed, reformere korruptionen, afvise uretfærdigheder, og modstå fjendskab.

Imamen (fvmh) sagde:"Jeg gør ikke modstand (mod Yazid) som en uforskammet og arrogant person, som skaber fordærv og uretfærdighed. Jeg gør modstand (mod Yazid), fordi jeg vil reformere min bedstefaders nation. Jeg ønsker at befale det gode og forbyde det onde. Den som accepterer mig (ikke for mig selv, men) ved at acceptere sandheden, så er Allah højere end sandheden. Og den som afviser mig, så vil jeg være tålmodig, indtil Allah dømmer – med sandhed – mellem mig og folket, og Han er den bedste dommer”.

Således efterspurgte Imam Hussein (fvmh) det samme som sin far krævede før ham– ”afvise de nye kendetegn i religionen” og ”reformere landet” socialt, økonomisk og politisk ”for at Allahs undertrykte tilbedere skal være sikre samt håndhæve love som ikke overholdes”.

Dette fordi nationen var ramt af følgende:

1. Ud fra det sociale aspekt: korruption, bestikkelse, svig, uretfærdighed, og ulighed mht. muligheder, var vidt udbredt. Imam Hussein (fvmh) sagde: ”Disse forblev sandelig ved med at adlyde Djævelen, stoppede med at adlyde den Barmhjertige og viste korruption”.
2. Ud fra det sikkerhedsmæssige aspekt: Loven blev ikke håndhævet, således blev gerningsmanden ikke straffet for sin forbrydelse, eller synderen for sine synder. Imamen (fvmh) udtrykte dette ved: (.. og ikke overholdte Allahs bud).
3. Ud fra det økonomiske aspekt: et fåtal var dem, der styrede folks penge, havde monopol over deres levebrød og manipulerede deres levevilkår. Som Imamen (fvmh) sagde: de monopoliserede den offentlige rigdom foruden folket og brugte det som deres ønsker dikterede dem.
4. Ud fra det moralske aspekt: moralsk korruption var spredt i magthavernes kredse, som Imamen (fvmh) nævnte ”de tillod det forbudte, og forbød det tilladte”.

Grundet disse forhold, og alles stilhed omkring dem, indtil de blev ”den naturlige tilstand” for landet og folket, gjorde Imam Hussein (fvmh) oprør.

Han ønskede ikke blot at ændre ansigter og fortage overfladiske og tidsbegrænsede reformer. Han forsøgte derimod at genskabe islams sande værdier. Derfor bad han folk at følge ham, hvis de havde tillid til at han repræsenterede det sande, og at han gjorde modtand på grund af det, og ikke for noget andet.

Han (fvmh), sagde: ”Den som accepterer mig (ikke for mig selv, men) ved at acceptere sandheden, så er Allah højere end sandheden.” Han krævede således ikke, at nogen skulle følge ham på grund af hans oprindelse, slægtskab med profeten må Allah velsigne ham og hans familie, fremskredne alder, eller fordi han var fra Quraish. Al dette er gode ting, en ære og værdighed, men er ikke kriterierne for at spørge folk om følgeskab. Kriteriet for ham var dog Sandheden. At acceptere ham som imam, sker kun ved at acceptere sandheden, for han søgte og gjorde oprør for den.

Disse var Imam Husseins (fvmh) mål, og for hvilke han startede sin revolution og for at opnå dem, opnåede han martyrdommen.

Uddrag af bogen (Imam Hussein (fvmh) – Martyren og Revolutionen) af S. Hadi al-Modarresi