Man hiver efter vejret
Men ingen plads til at ånde
Blod ned af kinderne
Man kan ikke mere

Hver dag er en kamp mod hende
En kamp mod ens bedste i livet
Hun skærer i hjertet
Hva ska man gøre?

Dag efter dag ser hun Islam som sin fjende
Som en løvinde vogter hun sit kød
Hendes liv, hendes skabninger
Men Islam har vundet over hende

Hun tager glæden fra sin kærlighed
Hun forbyder dem Islam
Lykken i deres øjne gør hende vred
Udseendet af Islam giver hende had

Hun vandrer i junglen med intet mål
To er bekymret for hendes destination
De prøver med omsorg og respekt
Men ingen resultater er fuldført

Hun blokerer for Islam
Hun lader dem ik fuldføre deres behov
Men samtidig er hun den bedste på kloden
Og intet vil kunne erstatte hende

Er dette en sygdom eller en ond drøm?
Hvordan hjælper man hende?
Hvorfor er hun anderledes?
Kan man gøre hende stolt?

Det eneste tilflugt sted er fremtiden
Løsningen er uopnåelig
Frygten for at hun ikke ændrer sig er enorm
Og smerten er uendelig!

Mennesker vil hjælpe
Så gavmilde er deres ord
Men ingen hjælp kan redde dem
Kun duaa er stærkere end et sværd

Mange lider denne smerte så stærk
Men røbes ej til alle
Den skjules inde i brystet
Og bag læbernes solrige smil

Man vil hende intet ondt i livet
Trods alt hun selv ønsker dette
Eller tager man fejl af hendes behov?
Er det virkelig hendes livsglæde?

Spørgsmålstegn dukker konstant op
Frygten om at fejle
Kan de tage en smutvej
Eller ska de følge denne sti til evighed?

Ska man ofre for at opnå lighed
Kan man undgå at undervurdere sig selv?
Er man selv på første pladsen?
Eller ska man trodse sine grænser for hendes lykke?

Man ønsker at livet ska være let og kærligt
Uden vanskeligheder og flyvende pile
Men Allâh ønsker at teste én før Jannâh
Og hun er deres test med accept fra dem begge

Den største frygt om at skuffe Allâh
Er som kødædende planter der river huden
Men for ikke at skuffe Allâh
Skal man igennem hendes skuffelse

Hvordan skal man kunne leve med dette?
Hendes tårer er som salt på et åbent sår
Forvirringen er blevet et omvendt spørgsmålstegn
Og stadig er smerten uendelig!

                                                                              Af: Mona Mostapha Al-Miraqi