Af: Et udvalgt kapitel af ‘Sandheden om Husseins Oprør’ af Murtadha Mutahhari

Det er i en reformers sande natur, at han tilhører alle, hvor som helst. Husseins ædle gerning er så relevant for hele den menneskelige race, at jeg er sikker på, at der findes et langt større publikum som venter på ham end, hvad der allerede er. Alt, hvad der kræves, er at henlede folks opmærksomhed.

Moderne samfund, uanset race og religion, ville gøre klogt i at kigge nærmere på Karbalas helt, hvis budskab går ud over de barrierer af kastesystemets tro, race og religion. Fortalere for menneskerettigheder, sociologer, reformister, teologer osv. ville finde “herlig visdom, søde instrukser og en betydning, som passer til deres sind”, i hans historie. Hans budskab er bestemt ikke forbeholdt en bestemt gruppe.

Den omhandler hele den menneskelige race. Det var ikke en kamp om magt. Hussein forklarede vedholdende og udtrykkeligt: – En bekræftelse af, at han ville dø i den faste overbevisning, at en tyrans afskyeligheder aldrig ville blive et effektivt middel for religiøs politik.
 
Yazid blev for selvglad og antog karakter af en tyran, der næsten som en betingelse for hans stilling hævdede, pralende og useriøst, at han alene kunne føre nationen (ummah).
Hussein derimod, forblev engageret i at bibeholde islam og bevare troen intakt.
Han håbede, at situationen ville forbedres og holdt lav profil for at bevare venskabelige forhold. Han havde et klart valg: træde til side og lade Yazid handle i overensstemmelse med hans indfald (og dermed deltage i og implicit retfærdiggøre hans afskyelige handlinger) eller kæmpe mod hans bedrageriske opførsel. Hussein måtte beslutte sig: at tage situationen i stiv arm som en pris værd at betale for ”status quo”, eller se den som en ildevarslende forsmag på konsekvenserne af de omfattende skader som følge af de vidtrækkende anti-islamiske aktiviteter forårsaget af Yazid, den mammon af uretfærdighed, hvis magtbegær fik ham til at gøre nationen til den ”form” han foretrak. Han og hans blasfemiske besætning i sammensværgelse om at ødelægge islam med værre end afskyelige handlinger, som krænkede de mål, islam var opstået for.

Hussein havde ingen ønske om at leve under sådant et korrupt kalifat. Han ønskede at handle så roligt og ”spontant” som muligt for at begrænse mulighederne for en åben konflikt med kaliffen. Men Yazid forhandlede hårdt. Hussein kunne ikke tage hans ustandselige sprudlende vrøvl og gjorde derfor, det der var rigtigt.

Det er en indlysende logisk slutning, at hvis de moralske normer for menneskelig adfærd var så høje, som de var i Husseins person, ville verden være et bedre sted at leve i. Hans utrolige tålmodighed og overmenneskelige moralske mod for at opnå sin mission, berører vores dybeste følelser. Hans eksemplariske opførsel, hele vejen igennem og henrivende samvittighed rev Yazids uhyrlige konstruktion af samfundet i stykker.

Det dydige folk vil fortsætte med at gøre deres pligt for at opretholde retfærdighed i denne verden, og i det er de berettiget til universel anerkendelse og støtte. Husseins accept af forfølgelse for menneskehedens sag var det mest overbevisende og rørende bevis for Guds immanens hos mennesket. Han var en mand af excellence, der fastholdt de højeste standarder fastsat af martyrer og helte i gennem tiderne. Med et mod, som var mere end menneskeligt, formåede han at efterlade et budskab til hele verdenen: Bestemt fortjener han universel anerkendelse. ”Han er en udødelig arving af universal lovprisning”. Mere end fjorten hundrede år er gået, men mindet om den henrivende helt, som resolut imødekom selvransagelige prøvelser, er ikke blevet formindsket. Tværtimod er mindet vokset intenst. Gennemsyret af eksemplarisk fatning, vovemod og selvsikkerhed, har Hussein fremstået som den mest beundret og fortjenstfuldt martyr verden har haft. Han etablerede de højeste standarder for kvalitet, for hvilke menneskeheden nu bryster sig af.^{Artiklens kilde: AIMISLAM}