Træt og udmattet med en vandsæk på ryggen, snappede hun efter vejret mens hun var på vej hjem, hvor hendes børn ventede utålmodigt på deres moder. På hendes vej hjem, nærmede en ukendt mand sig hende. Han tog vandsækken fra hende og bar den på ryggen. Døren blev åbnet, og børnene så deres moder komme ind med en fremmed. Han satte sækken ned på gulvet og sagde: ”Nåh, det ser ud til, at i ingen har, som kan hente vand til jer; hvordan kan det være at i er forladte?”

Moderen svarede nu: ”Min mand var en soldat, Ali sendte ham til grænsen, hvor han blev dræbt. Nu er jeg alene med disse små børn.”

Den fremmede sagde intet mere. Bøjede (hilste) og tog af sted. Men tanken om den hjælpeløse enke og hendes børn forblev i hans tanker, og han forblev søvnløs i sengen den aften.
Tidligt den næste morgen tog han en kurv med noget kød, mel og dadler til kvindens hjem. Han bankede på døren

Kvinden spørger: ”Hvem er det?”

Den fremmede siger: ”Jeg er manden, som bragte jer vandet i går. Jeg har bragt noget mad til børnene.”

Kvinder svare nu: ”Må Gud velsigne dig og dømme mellem os og Ali.”

Hun åbnede døren, og idet han gik ind, sagde han: ”Jeg ønsker at gøre noget godt. Enten lader du mig ælte dejen og bage brøden ellers giver du mig lov til at passe børnene.”

”Udmærket, men jeg er bedre end dig til at ælte og lave mad. Pas du børnene, indtil jeg er færdig.” svarende moderen.

Kvinden begyndte med at ælte dejen. Da grillede manden noget kød til børnene. Idet han puttede et lille stykke i hvert barns mund, sagde han: ”Min søn, tilgiv Ali, hvis han har svigtet sin pligt overfor dig.”

Dejen blev klar, og kvinden kaldte efter ham: "Herre! Put brænde i ovnen”.

Dette gjorde han, og da flammerne rejste sig, bragte han sit ansigt tæt på ilden og sagde, ”Smag ildens varme. Det er straffen for dem, som svigter deres pligt overfor forældreløse og enker.”

Tilfældig kom en kvinde fra naboerne ind på det tidspunkt. Hun genkendte den fremmede og sagde derfor: ”Genkender du ikke denne mand, som hjælper dig? Han er Amir ul-Mu’minin (De Troendes Fører) Ali bin Abi Talib”.

Kvinden kom frem skamfuldt (genert) og sagde: ”Forbandelse og skam over mig. Om forladelse.”

“Nej, jeg beder om forladelse for jeg har svigtede min pligt overfor jer.” svarede imamen.^{Artiklens kilde: al-islam.org}