Lovpris tilhører Gud, hvem i begyndelsen, af al begyndelse, var Ene. Og i Hans begyndelses tider var mægtigt Ophøjet gennem Sin guddommelighed, og i højeste grad betydelige storslåethed og magt. Han grundlagde det som Han lavede, og bragte det som Han skabte til væsen uden en model af et fortilfælde af noget, som Han skabte. Vores Herre, Den Evige, uafhængige (himlene og jorden) gennem den underfundighed af Hans Herredømme, og den viden indenfor Hans Alvidenhed, skabte alt. Han skabte gennem lovene af Hans magt, og splittede (skyen) gennem lyset af daggry. Så ingen forandre Hans skabelse, ingen ændre Hans værk, ”Ingen afviser Hans lov”, ingen afviser Hans befaling. Der er ingen plads til hvile, væk fra Hans kald, intet ophør til Hans Herredømme, og ingen afbrydelse af Hans tid. Han er den sande eksisterende fra det første, og den sande blivende til evig tid. Han er skjult fra Hans skabninger gennem Hans lys i den høje horisont, i den tårnhøje magt, og i det ædle Herredømme. Han er over alle ting, og under alle ting. Så Han klargjorde Sig Selv til Hans Skabninger, uden at blive set, og Han overgår det at blive stirret på. Han ville være skelnet af bekendelse af Enheden, da Han indesluttede Sig bag skjulet af Hans lys, stigende højt i Hans ophøjelse, og hemmeligholdte Ham Selv fra Hans skabelse.

Han sendte til dem budbringere så de måtte blive Hans afgørende argument imod Hans skabninger, derfor blev Hans budbringere vidner imod dem. Han sendte i blandt dem profeter bærende gode efterretninger og advarende, og at tjenerne måtte forstå af deres Herre, det som de havde været uvidende om, anerkendende Ham i Hans Herredømme efter de havde nægtet (det) og erklære Hans Enhed i Hans guddommelighed, efter de stædigt havde modstået^{Bihar Al-Anwar, Muhammad Baqir Majlisi, Vol. 4, pp. 287-8}

Lovpris tilhører Gud, som ikke er grundlagt af noget, ej heller bragte Han det som eksisterer til væsen fra noget, Hans begyndelsesløshed er bekræftet af midlertidigheden af ting, Hans magt af kraftløshed, med hvilket Han har stemplet dem, og Hans evighed af tilintetgørelsen, som Han tvang over dem. Intet sted er tomt af Ham, at Han måtte blive opfattet gennem lokalisering. Ingen genstand er som Ham, så Han måtte blive beskrevet af en kvalitet, ej heller er Han fraværende fra noget som Han måtte blive kendt gennem situation.

Han er tydelig i egenskaber fra alt som Han har grundlagt, uopnåelig af opfattelse pga. den forandrende tilværelse Han har skabt (i ting), og udenfor alle herredømme, af ændrende tilstande pga. ophøjethed og mægtighed. Bandlyst er Hans afgrænsning til den gennemtrængende skarpsindighed af klogskab, Hans beskrivelse til den bidende dybsindighed af tanke, og Hans repræsentation til den søgende søgen af indsigt.

Pga. Hans mægtighed omgiver steder Ham ikke, pga. Hans majestatelighed måler Ham ikke, og Hans storslåede målestok dømmer Ham ikke. Umuligt er det for forestillingen at måle Ham, forståelser at begribe, eller sind at forestille Ham. Kræfter af fornuft med høj tragt af fortvivlelse at udtænke opfattelsen af Ham, oceaner af viden løber tørt uden at hentyde til Ham i dybden, og den hårfine stridende part falder fra højhed til usselhed i beskrivelsen af Hans magt.

Han er En, ikke i benævnelse af antal, evindelig, uden varighed, stående, uden understøtte. Han er ikke af den slags hvor andre slags burde være ved partner af Ham, ej heller en genstand som genstande burde være lignende af Ham, ej heller som ting som kendetegnes burde anvendes til Ham. Kræfter af fornuft kommer på afveje i bølgerne af de værende erkendende Ham, forestillinger er forvirrede ved omfattende omtale af Hans begyndelsesløshed, forståelser er holdt tilbage fra at blive bevist af beskrivelsen af Hans magt, og sind er overdøvet i dybden af himlene af Guds rige.

Han er Hersker over (givende) gavmildhed, utilgængelighed gennem Storslåethed, og Suverænitet over alle ting. Tid gør Ham ikke gammel, ej heller omfatter beskrivelserne Ham. Ydmyget foran Ham, er den sikreste af stædighed ved grænserne af deres bestandighed, og underkastet til Ham er de mest urokkelige af snøre, i yderste ende af deres tårnhøje område.

Vidne til Hans Herredømme er totaliteten af artsforskel, til Hans magt deres uduelighed, til Hans evighed, deres frembringelse, og til Hans bestandighed deres forsvinden til ophævelse. Så de besidder intet tilflugtssted fra Hans greb af dem, ingen udgang fra Hans opfattelse af dem, ingen vej for at skjule dem selv fra Hans opregning af dem, og ingen vej for at undgå Hans magt over dem. Tilfredsstillende er perfektionen af Hans skabelse af dem som et tegn, Hans komplicerende af deres (naturlige) sammensætning som et bevis, den midlertidige grundlæggelse af deres natur som (som grund til Hans) evighed, og skabelseslovene beherskende dem som en lektie. Ingen grænse tilskrives Han, sammenlignelse rammer for Ham, og intet skjult for Ham. Høj i realiteten er Han ophøjet over den rammende af sammenlignelse og over skabte egenskaber!

Og jeg bevidner, at der ingen Gud er end Ham, tror på Hans Herredømme, og modstillet enhver som benægter Ham; og jeg bevidner, at Muhammed (fvmh) er Hans tjener og budbringer, boende i det bedste logi–sted, har passeret fra den mest ædle af lænd og uplettede moderskød, udtrukket af slægt fra den mest noble guldgrube, og i grundlæggelse fra den fortræffelige af plantning, og (afledt) fra det mest uopnåelige højdepunkt, og de mest strålende rødder, fra hvilket træet, som Gud formede Hans profeter, og valgte Hans betroede, (et træ) af fortræffelig træ, harmonisk af vækst, høje grene, svingende hovedgrene, modne frugter, (og) ædelt indre, indplantet i gavmild og opdyrket på et helligt område. Der frembragte det videre grene og frugt, blev stærke og uangribelige, og da gjorde ham (profeten Muhammed (fvmh)) høj og fremtrædende, ind til Gud, Den Almægtige og Majestatelige, ærede ham med den troende sjæl, det oplysende lys, og åbenbarede bog. Han undergav til ham Buraq og englene hilste ham. Ved midlerne af ham forfærdede Han djævlene, ødelagde afguderne og guderne (som blev) tilbedt afsides Ham. Hans profets sædvane (sunnah) er integritet, hans adfærd er retfærdighed, og hans beslutning er sandfærdig.

Han forkyndte det, som var befalet af hans Herre, og han overleverede det, som han var følelsesladet, ind til han gjorde sit ærinde gennem erklæringen gennem Enheden, og åbenbarede i blandt skabningerne, at der ingen gud er andet end Gud alene, og at Han ingen partnere har, ind til Hans Enhed blev ren, og Hans Herredømme blandet. Gud åbenbarede Hans argument gennem erklæringen af Hans Enhed, og Han rejste Hans forordning med underkastelse (islam). Og Gud Den Mægtige og Majestatelige, valgte for Hans profet, det som var med Ham som støtte, bestemmelse, og midler over ham, og over hans rene husstandsfolk vær i Guds fred^{Bihar Al-Anwar,Muhammad Baqir Majlisi, Vol. 4 pp. 221-3}